Oehlenschläger Guldhornene

Adam Oehlenschläger
GULDHORNENE.                      Og Fuglene synge.
                            Dugperler bade
De higer og søger                    Blomsterblade,
I gamle Bøger,                     Som Vindene gynge.
I oplukte Høie                     Og med svævende Fied
Med speidende Øie,                   En Møe hendandser
Paa Sværd og Skiolde                  Til Marken afsted.
I muldne Volde,                     Violer hende krandser.
                            Hendes Rosenkind brænder,
Paa Runestene                      Hun har Lilliehænder.
Blandt smuldnede Bene.                 Let som en Hind
                            Med muntert Sind,
Oldtids Bedrifter                    Hun svæver og smiler;
Anede trylle;                      Og som hun iler
Men i Mulm de sig hylle,                Og paa Elskov grubler -
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,                    Hun snubler!
Sig Tanken forvirrer.                  Og stirrer og skuer
I Taage de famle.                    Gyldne Luer,
»I gamle gamle                     Og rødmer og bæver
Hensvundne Dage!                    Og zittrende hæver
Da det straalte i Norden,                Med undrende Aand,
Da Himlen var paa Jorden,                Af sorten Muld,
Giv et Glimt tilbage!«                 Med sneehvide Haand,
                            Det røde Guld.
Skyen suser,
Natten bruser,                     En sagte Torden
Gravhøien sukker,                    Dundrer!
Rosen sig lukker.                    Hele Norden
De øvre Regioner                    Undrer!
Toner!                         Og hen de stimle
De sig møde, de sig møde,                I store Vrimle,
De forklarede Høie,                   Og grave og søge
Kampfarvede, røde,                   Skatten at forøge.
Med Stierneglands i Øie.                Men intet Guld!
                            Deres Haab har bedraget.
»I som raver i blinde,                 De see kun det Muld,
Skal finde                       Hvoraf de er taget.
Et ældgammelt Minde,
Der skal komme og svinde!                Et Sekel svinder!!
Dets gyldne Sider
Skal Præget bære                    Over Klippetinder
Af de ældste Tider.                   Det atter bruser.
                            Stormenes Sluser
Af det kan I lære.                   Bryde med Vælde.
Med andagtsfuld Ære                   Over Norges Fielde
I vor Gave belønne.                   Til Danmarks Dale
Det skiønneste Skiønne,                 I Skyernes Sale,
En Møe                         De forklarede Gamle
skal Helligdommen finde!«                Sig atter samle.
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne døe!                    »For de sieldne Faae
                            Som vor Gave forstaae,
Hrymfaxe den sorte                   Som ei Jordlænker binde,
Puster og dukker                    Men hvis Siele sig hæve
Og i Havet sig begraver.                Til det Eviges Tinde,
Morgenens Porte                     Som ane det Høie
Delling oplukker,                    I Naturens Øie,
Og Skinfaxe traver                   Som tilbedende bæve
I straalende Lue                    For Guddommens Straaler,
Paa Himlens Bue.                    I Sole, i Violer,


Quelle: Arkiv for Danks Litteratur http://www.adl.dk/
I det Mindste, i det Største,
Som brændende tørste                  Himlen sortner, Storme brage!
Efter Livets Liv,                    Visse Time du er kommen.
Som - o store Aand                   Hvad de gav de tog tilbage.
For de svundne Tider!                  Evig bortsvandt Helligdommen.
See dit Guddomsblik
Paa Helligdommens Sider,
For dem lyder atter vort Bliv!
Naturens Søn,
Ukiendt i Løn,
Men som sine Fædre
Kraftig og stor,
Dyrkende sin Jord,
Ham vil vi hædre,
Han skal atter finde!«
Saa synge de og svinde.

Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver

I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.

Ved lune Skov
Øxnene trække
Den tunge Plov,
Over sorten Dække.

Da standser Ploven,
Og en Gysen farer
Igiennem Skoven.
Fugleskarer
Pludselig tier.
Hellig Taushed
Alt indvier.

Da klinger i Muld
Det gamle Guld.

Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa røde Sider.

Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.

Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
Snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i Lunden.

Men I see kun deres Lue,
Ikke det ærværdigt Høie!
Sætte dem som Pragt tilskue
For et mat nysgierrigt Øie.


Quelle: Arkiv for Danks Litteratur http://www.adl.dk/